svensken

svensken

1. (archaic) The Swedish people, or, particularly, the Swedish military, taken as a unit.
   • 2015, Carit Etlar, Dronningens vagtmester, Gyldendal A/S, →ISBN:

     I, junker Rud! frygter ikke nogen, det gør jeg heller ikke, og I skal se, at svensken lader sig tale tilrette.

     You, junker Rud! fear none, nor do I, and you shall see that the Swedish may be spoken some sense into.

   • 2008, En alt andet end proper tilstand, Gyldendal A/S, →ISBN, page 35:

     Denne vej er opkaldt efter præsten Henrik Thomesen Gerner, som engang i 1600-tallet blev taget til fange af svensken. Jeg husker det, som om min mor sagde „svensken", ikke „svenskerne". Måske tager jeg fejl. Men fjender har en tendens til at fortætte sig i intetkønsenheder, forvandle sig fra grupper af individer til en klump, det vil jeg sikkert komme ind på senere.

     This road is named after priest Henrik Thomesen Gerner, who, at some point in the 17th century was detained by the Swedish. I remember it, as if my mother said “the Swedish” rather than “the Swedes”. I may be wrong. But enemies have a tendency to condense into neuter entities, turn from groups of individuals into a clump, I will probably focus on that later.

   • 1817, Efterretninger om Kong Friderik de Tredie og de mærkværdigste i Danmark og Norge under hans Regjering indtrufne Begivenheder, page 84:

     Endnu vare ingen Tidender indløbne fra de tvende til Svensken Søndag Aften udsendte Rigsraader, hvilket vistnok ikke var det bedste Tegn; imidlertid svævede man imellem Frygt og Haab.

     As yet, no news had come from the two rigsråder that had been sent to the Swedish Sunday evening, which was probably not the best sign; in that time, one hovered between fear and hope.

• tysken

svensken m

1. definite singular of svenske
2. definite singular of svensk

svensken m

1. definite singular of svenske
2. definite singular of svensk

svensken

1. definite singular of svensk